Hulsøhylden danner elegant baggrund for de objekter, der udstilles, men er samtidig et kunstnerisk element i sig selv.
Hulsøhyldens organiske silhouette fremhæves, når flere monteres i formation.
Baggrund
Den holistiske tilgang
Selvom Finn Juhl primært er kendt for sine skulpturelle møbler, var hans talent ikke afgrænset hertil. Han var uddannet arkitekt og mestrede at skabe storslåede, holistiske udstillinger og indretninger. Et eksempel på dette, er hans ikoniske arbejde med Formynderskabsrådets sal i FN-hovedkvarteret i New York fra 1952. Om det sammenhængende rum, hvor hvert element bidrager til den samlede oplevelse, brugte Finn Juhl selv ordet "Gesamtkunstwerk".
Finn Juhls originale tegning af indretningen hos magister W. Andersen i Hulsø Ege, Rungsted. Fotografi: Pernille Klemp, Designmuseum Danmark.
Det var netop denne holistiske tilgang, der førte til, at Finn Juhl designede hylden, som House of Finn Juhl har valgt at navngive Hulsø. Under en gennemgang af tegningsarkivet fandt man hos House of Finn Juhl en bølgeformet hylde med smukke detaljer, der var tegnet ind, som en del af indretningen til en såkaldt "vinterstue" hos magister W. Andersen i Hulsø Ege, Rungsted. Den specifikke indretning, hvor hylden indgår, er illustreret på to af Finn Juhls originale akvareller, og der findes ligeledes en detaljeret arbejdstegning af hylden, dateret 1949. I den farverige indretning indgår blandt andet også Finn Juhls dristige Vægsofa samt hans mest kendte møbel, Høvdingestolen, der er designet samme år.
Der er en vis mystik omkring hyldens oprindelige kontekst: Huset i Hulsø Ege, Rungsted, er fra 1917 og eksisterer stadig, men der er ikke fundet yderligere oplysninger om Finn Juhls opgave med indretningen fra 1949. Ikke desto mindre har Finn Juhls nøjagtige arbejdstegning gjort det muligt for House of Finn Juhl at genskabe og nu lancere Hulsøhylden - 75 år efter, at den blev tegnet.