Finn Juhls Karmstol introduceres nu i en ny version helt i egetræ. Stolen er polstret i ‘Watercolour’ i farven ‘Himalaya’ fra tekstilsamarbejdet mellem House of Finn Juhl og Kjellerup Væveri.
Organiske former og elegante messingdetaljer.
Detaljer af egetræets fine struktur.
FSC®-certificeret eg
Egetræets unikke karakter
Kvalitetstræ er afgørende for at kunne producere Finn Juhls møbler. Når træ udvælges omhyggeligt, indeholder det unikke kvaliteter, der sikrer holdbarhed i generationer. Træets karakteristiske og naturlige struktur skaber liv og bevægelse i møblerne, hvilket gør træ til et ideelt valg, når organiske møbler som Finn Juhls skal formgives. Eg er en stærk og alsidig træsort med åbne porer og en fin, tydelig struktur, og trætypen har været det dominerende byggemateriale for menneskeheden i tusindvis af år. Alt det egetræ, der anvendes til at producere Finn Juhls møbler, er nøje udvalgt europæisk eg fra FSC®-certificeret skovbrug.
Karmstolen i eg. Her vist med sæde polstret i tekstilet 'Watercolour' i farven 'Himalaya'.
Forskellige oliebehandlinger
Karmstolen i eg
Karmstolen i egetræ fås med to forskellige oliebehandlinger, der giver hver deres særprægede udtryk; lyst eller mørkt. Man kan enten vælge en farveneutral olie, hvorved man bevarer egetræets helt lyse tone. Alternativt kan man vælge en oliebehandling, der giver en dybere, varmere og mørkere tone, og som fremhæver strukturen i træet. På billederne i dette nyhedsbrev ses den mørke version.
Begge typer olie beskytter samtidig træets overflade og gør den modstandsdygtig over for vand og pletter. Olien absorberes i træet og skaber en glat, nærmest silkeagtig, overflade, hvor man både kan se og mærke træets struktur.
Produktionen af Karmstolen
Dansk håndværk og god komfort
I 1953 skabte Finn Juhl Karmstolen til møbelfabrikanten Bovirke, og den anses i dag som en tidløs klassiker. Stolen er velegnet som spisebordsstol til private hjem såvel som til hoteller og restauranter, takket være dens enkle linjer og bløde, diskrete detaljer.
Sædet er omhyggeligt polstret i hånden med tekstil eller læder for at sikre optimal komfort. Desuden er Karmstolen kendetegnet ved at have mange siddemuligheder - en sand Finn Juhl-signatur, der går igen i flere af hans designs. Når man sætter sig i stolen vil man opleve, at man let kan støtte albuerne på karmen, hvilket vidner om det gennemtænkte design.
Stolen er et resultat af traditionelt og stolt håndværk, udført på House of Finn Juhls egen møbelfabrik i Vejen.
Karmstolen fotograferet på Bovirkes stand på Købestævnet i Fredericia i 1953. Foto: Designmuseum Danmark.
Detaljer fra produktionen af Karmstolen.