Finn Juhls Karmstol introduceres nu i en ny version helt i valnød. Her er den polstret med 'Watercolour' i farven 'Oatmeal'.
Detalje af Karmstolen i valnød polstret med 'Watercolour' i farven 'Oatmeal'.
Detalje af Karmstolen i ren valnød.
Valnøddetræ fra ansvarlige leverandører
Den mørke træsorts kvaliteter
Amerikansk sort valnød har en varm og dyb farvenuance, der varierer fra lys gyldenbrun til helt mørk. Valnøddetræet får en oliebehandling, der beskytter træets overflade og gør den mere modstandsdygtig over for vand og pletter. Olien absorberes i træet og efterlader en blød overflade, der føles naturlig, hvor man både kan se og mærke træets struktur.
Karmstolen produceres på vores eget værksted i Vejen, og i vores produktion benyttes udelukkende amerikansk valnød fra leverandører, der samarbejder med American Hardwood Export Council (AHEC). AHEC er en international brancheorganisation, der fremmer brugen af amerikansk hårdttræ og understøtter en ansvarlig og bæredygtig forvaltning af skovene.
Finn Juhls originale akvareltegning af Karmstolen, som den var tænkt til virksomheden Baker Furniture.
Samarbejdet med Baker Furniture
Designet til det amerikanske marked
Finn Juhl satte pris på eksotiske ædeltræer som palisander, cubamahogni og teak, og han yndede at kombinere lyse og mørke træsorter – for eksempel valnød, eg, ahorn og bøg. Karmstolen kendes netop for dette særpræg, men han designede også en version til det amerikanske marked, der udelukkende var i valnød. På den akvarel, han lavede til Baker Furniture i 1952, skrev han:
"Nowadays, a dining chair is used for many other purposes than seating people at meal-times. This chair has a rather low back, corresponding in height to the dining table-top, and it also has a horizontal armrest, which can be used when a person is seated informally. Two versions are suggested: All in walnut with upholstered seat, all in walnut with a veneered plywood seat."
Notatet vidner om en praktisk tankegang og en vedvarende vision om at forene æstetiske spidsfindigheder med funktionelle detaljer.
Karmstolen, som i Danmark blev produceret af Bovirke, anses som en tidløs og alsidig klassiker. Med sine enkle linjer, diskrete detaljer og mange siddemuligheder er den velegnet som spisebordsstol til private hjem såvel som til hoteller og restauranter. Ud over ren valnød fås den også i ren ask, ren eg, sortmalet eg og kombineret eg og valnød.
Karmstolen kan bestilles hos alle Finn Juhl-forhandlere.
Karmstolen i valnød polstret med 'Watercolour' i farven 'Oatmeal'.